logo
image 01
image 02
image 03
Onsgårdsvej 2900 Hellerup
Hvor Hellerup møder havet..

Det hører til sjældenhederne, at en villa som Strandhjem udbydes til leje. Ejendommen ligger nærmest direkte på Hellerup Strand med uhindret udsigt over Øresund – en beliggenhed, der regnes blandt de mest eftertragtede i Danmark. Her er man omgivet af strandens lys, luft og hybenroser, med lyden af bølgerne i baggrunden og udsigten til sejlbådenes master i Hellerup Havn. På den anden side finder man tennisklubbens grusbaner og byens liv lige om hjørnet.

Huset er opført i 1912 og gennemgribende moderniseret i 2015, så man i dag får en bolig, hvor Øresunds bølger møder palæets klassiske linjer – og hvor man får den særlige kombination af palæejendom og beach house, der både føles herskabelig og uformel på samme tid.

Villaen byder på et boligareal på 347 m² fordelt på tre etager samt en højloftet underetage på 125 m². I stueplan mødes man af en smuk hall med trappe til de øvre etager og adgang til både køkken og stue. Køkkenet fra Københavns Møbelsnedkeri ligger i åben forbindelse med alrum og opholdsstue, hvor store vinduespartier mod vandet sikrer et enestående lysindfald. Herfra er der udgang til terrasserne og en naturlig overgang mellem inde og ude.

På første sal findes en forældreafdeling med eget badeværelse, walk-in closet og udgang til balkon med udsigt over Øresund. Etagen rummer desuden flere værelser og endnu et badeværelse. På anden sal ligger to gode værelser samt et repos, der giver ekstra plads til ophold eller kontor.

Underetagen er højloftet og rummer både badeværelse, køkken, bryggers og flere disponible rum, der kan anvendes til hobby, gæster eller opbevaring. Hertil kommer en dobbelt garage samt gode parkeringsforhold.

Den 1.670 m² store grund giver luft omkring ejendommen, samtidig med at man har direkte adgang til stranden og kort afstand til Hellerups havne- og byliv. Strandhjem er et hjem, hvor man kan nyde både privatliv og nærheden til vandet – hver dag, året rundt.

Kontakt os for en fremvisning.

Økonomi
Leje pr. md.
130.000 kr.
Depositum
390.000 kr.
Forudbetalt leje
130.000 kr.